Jeg sidder i en have i Aalborg og nyder den sidste aftensol, nu hvor afslutningen af et kapitel er overstået, og vores mange rejser er ved at være forbi for denne gang. Mange ting er sket siden sidst, men lad os spole tiden tilbage til Norge, lige inden skolens afslutning: De to sidste uger på skolen var travle, men gik også meget hurtigt. Eleverne studerede Johannes Åbenbaringen og fik undervisning af en fra England, som har undervist i bogen mindst 40 gange forinden. Det var fedt at se hvordan eleverne fik mere klarhed og forståelse af bogen og dens betydning. For mange kan Johannes Åbenbaringen virke mærkelig og endda skræmmende, men den er egentlig ment som en opmuntring til os som kristne. Ser man efter i bogen er dens fokus på Jesus som det sejrende Guds offerlam – Guds søn – som er værdig al’ pris og ære i al’ evighed! Bogen er fyldt med mange symbolikker, og det var virkeligt opmuntrende at se elevernes iver efter at forstå dem bedre, og at se deres frygt og skepsis over bogen mindske. Den sidste uge brugte vi på at rette alle de sidste opgaver og klargøre diplomer mm. til elevernes dimission, mens eleverne som deres afsluttende prøve lavede et selvstudie over Haggajs bog. Målet med skolen er jo netop at eleverne bliver udrustede til selvstændigt at kunne bruge studiemetoden resten af livet – så i modsætning til undervisningsugerne, hvor undervisere gav dem dele af den nødvendige information, skulle de her vise at de selv var i stand til at finde det der skulle til for at kunne forstå bogen og udlede sandheder fra den. Da prøven var afslutte forberedte eleverne et dramastykke over Esthers bog til dimissionen, hvilket blev et virkelig gennemført og flot stykke. Derudover havde vi lovsang, eleverne delte vidnesbyrd og vi gav dem deres diplomoverrækkelse for gennemførelse af skolen. Dimissionen var alt i alt en god og festlig aften, hvor vi fik fejret eleverne og takket Gud for alt hvad han havde gjort på skolen. Dagene efter gik med at evaluere med de andre volontører, gøre rent og sige farvel til eleverne. Aron og jeg blev en uge i Norge, hvor vi fik afsluttet vores tid på basen og pakket vores lejlighed ned. Arons forældre kom i slutningen af ugen til Norge for at se hvor vi har boet og arbejdet, og for at hente os hjem til Danmark. Dem havde vi en god tid med, hvor vi bl.a. fik vist dem UMO-basen, Stavanger by og set det sidste af Norges flotte natur på Prædikestolen, inden den lange køre- og sejltur hjem til Danmark. Da vi kom hjem i starten Juni, flyttede vi ind hos Arons forældre, hvor vi havde vores base i løbet af sommerferien. I ferien kom vi også forbi min (Ediths) familie, UMOs Familielejr og Holland (med Arons familie), og nu er vi landet i Aalborg. Her bor vi midlertidigt hos en familie i Nørresundby, hvis have jeg nu sidder i, og som sagt nyder den sidste aftensol. For et par uger siden startede jeg på lærerseminariet i Aalborg, og mens jeg har studeret, har Aron kigget efter et hjem til os i Aalborg, da vi ikke fandt noget mens vi var i Norge. Men Gud er god, og vi har nu fundet et dejligt sted i den Nordlige del af Gug, hvor vi regner med at flytte ind til oktober. Det har været en lang proces at finde et hjem, men jeg vil gerne takke alle jer som har stået sammen med os i bøn for det, og også takke Gud for hans trofasthed i det. Men skal jeg skal være helt ærlig, så har det også været en ret svær tid og overgang fra Norge til Danmark. Især fordi det har været så travlt i Norge, at der har været så mange nye ting at forholde sig til, og pga. uvisheden om hvor vi skulle bo. Og selvom vi har studeret meget i Norge, er det alligevel et stort spring fra bibelstudie til lærer studie – Det er to vidt forskellige kulturer. Men midt i det hele har jeg vidst (og ved jeg stadigvæk), at Gud er trofast og han er Emmanuel – han er med os! Nu går det meget bedre, og vi er stille og roligt ved at falde til her i Aalborg. Der er stadigvæk mange nye ting, men jeg stoler på at Gud er med og leder os med sin fred. Noget som Gud har talt til mig om i ferien, er prædikernes bog kapitel 3, som handler om at der er en tid til alt (en tid til at græde, en tid til at le osv.). Jeg oplevede at blive mindet om et billede af en fugl som var ude at flyve, men som så landede i Guds hænder. Da kom tanken at jeg har været ude at flyve længe med Gud, men at det nu er tid til at komme tilbage til hans mægtige hænder og finde hvile og ny styrke der. Det er så vigtig en ting at vide – vi kan ikke flyve i egen kraft, men vi har brug for styrken fra Gud og hvilen i ham. ”Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.” – Esajas 40:31 Til afslutning vil jeg bare sige tusind tak til alle jer som har støttet os; både gennem bøn og økonomi. Uden jer ville denne rejse ikke have været mulig! Takkeemner:
Bønneemner:
1 Comment
|