Sneen dansede uden for det frost-fyldte vindue, mens vi langsomt landede i Danmark. Det var næsten ikke til at fatte; dette halve år var allerede gået, og vi var kommet tilbage til Danmark igen. Kærlige omfavnelser og ord mødte os i lufthavnen – og vi fik vist også en sneboldt i nakken ;P Men det med sneen gjorde ikke spor, for den havde jeg savnet i Australien. Der er gået lidt over tre måneder siden vi kom hjem, og nu sidder jeg i min varme stue og tænker tilbage på denne tid. En tid fyldt med hvile, velsignelser og Guds trofasthed. Da vi kom hjem, fik vi mulighed for at leje os ind i et rækkehus i Ikast, hvor jeg sidder lige nu og skriver. Men selvom vi ikke havde mange penge på lommen, så havde vi stadigvæk fred i hjertet, og vi vidste at Gud var med os. Vi begyndte at male, sætte lys op og gøre klar til at flytte ind. En dag spurgte vores udlejer, om vi kunne finde nogle køkkenskabe, da lejligheden kun havde et lille køkken. Aron gik straks i gang med at søge, og han endte med at finde et køkken, som vi kunne få helt gratis. Det vildeste ved det var, at det passede perfekt til resten af køkkenet i lejligheden. Gud er trofast! Dette er blot et eksempel ud af mange på, hvordan Gud har forsørget og vist os sin trofasthed. Vi startede med kun at have lidt køkkenting og et sofabord, men Gud velsignede os med en masse møbler og køkkeninventarer, så vi har ikke manglet. For mig har det også været en kæmpe velsignelse ikke at skulle bekymre mig om, om vi nu havde nok og kunne få lavet et hjem. Gud har vist sin trofasthed i vores liv, og dette er også en opmuntring til dig: du behøves ikke at bekymre dig, for Gud er trofast. Kort tid efter at vi kom hjem, fik jeg arbejde som lærervikar. Dette var et stort bønnesvar, da det længe har været min passion at blive lærer, og derfor også var en god mulighed for at prøve det af. Nu hvor jeg har arbejdet på skolen i nogle måneder, kan jeg virkelig se Guds trofasthed og nåde i det. Jeg har også fået en større passion for at undervise, og jeg elsker at kunne være et lys på mit arbejde og at bringe Guds kærlighed hvor jeg går. Aron er frivillig i kirken, hvor han bruger meget tid på at investere i de unge og lave småprojekter. I søndags talte han for menigheden om Mission og Kreativitet, og det gik meget godt. Denne tid har også været en tid fyldt med fred og hvile, hvor Gud har vist os betydningen af at slappe af, og hvordan vi kan hvile i ham. Lige nu er Gud i gang med at give os en større passion for sit ord, hvilket leder mig over til vores fremtidige planer og det næste eventyr. Vi har fået på hjertet at tage til Norge til September, hvor vi vil tage en BCC (Bible Core Course), som er en tre-måneders skole med UMO (YWAM), hvor vi dykker ned i Guds ord. Her får vi både redskaber til, hvordan vi kan studere bibelen, men også til hvordan vi kan undervise og dele Guds ord. Dette er et stort trosskridt for os, men vi ved at hvis Gud leder os ud i noget, så giver Han os også det vi har brug for til at fuldføre det. For noget tid siden havde jeg en dejlig oplevelse; Jeg var ret bekymret for fremtiden og vores økonomi, men jeg endte med at sætte mig ud på vores terrasse. Pludseligt kom der en solsort, som satte sig på vores stakit og sagde: ”Pip-Pip-Pip-Pip-Pip”, hvorefter den fløj over på det modsatte stakit og ubekymret gentog sin sang; ”Pip-Pip-Pip-Pip-Pip”. Det var som om at fuglen, fyldt med glæde, havde sagt; ”Hvad bekymrer du dig dog om?” Da blev jeg mødt af Guds kærlighed, og Han mindede mig om, at jeg ikke skal bekymre mig, for Han vil sørge for os. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? - Matthæusevangeliet 6,25-26 Jeg håber også at denne oplevelse vil minde dig om Guds trofasthed. Han er med os og vi skal ikke være bekymrede. Alt vi behøver er at stole på Ham, for Han er værd at stole på. Tak fordi du/I vil læse dette blog-oplæg, og tak til dem som støtter os, både økonomisk og i bøn. Guds fred være med jer alle!
Bønneemner:
2 Comments
|