|
Roen sænker sig på stedet, mens jeg sidder her og skriver. Vi er kommet tilbage på YWAM-basen i Brisbane igen, efter at have rejst rundt i et par uger og er så småt begyndt at gøre os klar på at komme hjem til Danmark. Men først vil jeg lige fortælle om, hvad vi har beskæftiget os med den sidste måneds tid: De sidste par uger af DTS´en brugte vi på at evaluere vores outreach, samt at snakke om hvad vi skal gøre når vi kommer hjem, og hvordan vi kan bruge det som vi har lært. Vi graduerede fredag d. 2. februar, sammen med de 14 andre elever som var på vores skole. Derefter tog vi afsked med folk og tog afsted på vores rejse. Herunder kan i se nogle billeder fra vores dimission:    
Derefter tog vi videre til New Zealand, hvor vi var i ca. 10 dage på nord-øen. Her boede vi på en YWAM-base i Auckland og senere hos et ægtepar i Hamilton. Det var virkelig en fantastisk oplevelse, som Gud åbnede dørene for, og det var især fedt at se den smukke natur som er på New Zealand. Vi brugte mange af dagene på at tage ud at vandre på nogle dags-ture til vandfald, vulkaner og op på bjerge, og vi var virkeligt velsignet af de mennesker som vi boede hos og mødte på vores tur. En af dagene tog vi også til Hobbiton film-set (fra Ringenes Herre) i Matamata, og Aron fik endda mulighed for at køre i venstre side af vejen ;)       Efter vores tid på New Zealand tog vi til Sydney, hvor vi besøgte et andet ægtepar. Her fik vi mulighed for at komme i Taronga Zoo og se Koalaer, på Manly strand og selvfølgelig også til operahuset og på Sydney Harbour bridge: Om søndagen tog vi også i Hillsong-kirken i Sydney, hvor vi mødtes med nogle venner fra Danmark, som er på Hillsong-College i Sydney. Det var hyggeligt at se dem igen, og fedt at prøve at komme i en mega-kirke, og se hvordan de gør det der.
Alt i alt, var dette en en virkelig god tid, hvor vi også fik mulighed for at reflektere med Gud og hinanden over dette sidste halve år, og at opleve nye ting sammen. Nu er vi som sagt tilbage på YWAM-basen i Brisbane, hvor vi har sagt ja til at hjælpe lidt til med deres nye bygge-projekt (de er i gang med at bygge et nyt auditorium). Derudover er vi også i gang med at pakke alle vores ting sammen og gøre os klar til vores hjemrejse. Tiden foran os… På torsdag tager vi tilbage til Danmark, hvor vi først og fremmest skal sige hej til familie og venner. Vi føler at Gud leder os til en tid i Danmark, hvor vi skal investere i vores kirke og relationer derhjemme. Derfra må vi se, hvad Gud leder os til i fremtiden. Alt jeg kan sige er, at vi er åbne over for hvad han leder os til, og har tillid til at han er en god far, som vil os det bedste, og derfor også leder os til det bedste for os.  Tak fordi at du/I vil læse dette blog-indlæg, og tak til alle jer som støtter os, både økonomisk og i bøn – må Gud velsigne jer rigt tilbage!  Bønneemner:
3 Kommentarer
”Kan du høre det?”, spurgte jeg Aron. ”Høre hvad?”... ”Stilheden”. Vi er lige kommet tilbage til Australien efter vores outreach, og det er fantastisk hvor roligt der er her, i forhold til Indiens larm og kaos. Det er nu dejligt at være tilbage, men vores outreach var også en virkelig god og udfordrende oplevelse. Så lad os lige spole tiden en uge tilbage... Tirsdag d. 16/1: Festmusikken kan tydeligt høres i byens smalle gader, mens et hav af drager lystigt flyver over ganges-floden. Vi befinder os i Varanasi, hvor de i disse dage har drage-festival, hvilket har skabt fest og farver i byens gader. Vi har nu været i Varanasi i ca. 4 uger, og her har vi primært prøvet at række ud til hippier, rejsende og folk som er åndeligt søgende. Vi har mødt en masse nye mennesker og har dannet nye relationer med folk fra hele verden. Det har været spændene at lave mere relationelt missions-arbejde, hvor vi virkeligt har haft mulighed for at vise Guds kærlighed til folk. Vi har arbejdet sammen med et ashram, som er et åndeligt (kristent) fællesskab, hvor vi bl.a. har haft bibel-meditation og søndag-frokost med hippier, rejsende og åndeligt søgende. Vi har også holdt jul og nytår her i Varanasi, og dette var en meget interessant oplevelse, da de ikke rigtigt fejrer det her i Indien. Men vi fik fejret jul med vores hold, hvilket var meget hyggeligt - og Aron fik endda lavet risalamande, hvilket bragte mig tilbage til Dansk julehygge. Dagen efter vores juleaften holdte vi jul med en masse rejsende, hvor vi sang julesange, spiste mad og delte evangeliet med dem. Dette var en virkelig god oplevelse hvor vi fik lov til at dele Guds kærlighed med de folk der kom. Nytåret blev bl.a. holdt sammen med folk fra det sted som vi er tilknyttet, samt med andre rejsende her i Varanasi. Vi fejrede det med bålhygge, snacks og konkurrencer, hvilket var en virkelig dejlig og succesfuld aften. Alt i alt var denne tid en god og spændende tid, som vi fik lov til at fejre på en helt ny måde. Varanasi er en by med meget religiøsitet og hvor der også sker mange åndelige ting. Det har tydeligt kunne mærkes, da vi har haft åndelige angreb både på os individuelt, som par og som hold. Men det bedste er at vide, at vi er på den sejrende side, og at vi som Guds børn har en stor åndelig autoritet. Vi har også brugt vores autoritet her i Varanasi, hvor vi har set Guds sejr udtrykt gennem hans kærlighed og fred. Varanasi er den helligste by i Hinduismen, hvor folk kommer til for at dø, og derefter blive kremeret og smidt i Ganges-floden. Det er en mærkelig blanding af turisme og religion, og man kan også tydeligt mærke den store tyngde af håbløshed der er over byen. Men vi har brugt meget af tiden på at bede for Varanasi, og det har været virkeligt fantastisk at være Guds lys midt i en mørk verden. Et lille vidnesbyrd fra vores tid i Varanasi… Vi mødte en indisk mand, som inviterede os til at komme ind og se i hans butik. Men i stedet for at købe noget af ham, fik vi lov til at synge en dansk lovsang for ham. Efter at vi havde sunget den, spurgte han om det var en åndelig sang, fordi han kunne mærke en fred, da vi sang. Det var virkeligt fedt at se, hvordan Helligånden mødte denne mand, og vi fik lov til at dele evangeliet med ham, tale liv ind over ham, opmuntre ham og bede for ham. Han er stadigvæk på vej ift. at finde Jesus, men jeg tror på at Gud gjorde noget i hans hjerte den dag, og at han fortsat er i gang med at gøre noget i ham.   Her i Indien har jeg virkeligt kunne mærke Guds hjerte for mennesker. Hver gang jeg ser folk i øjnene, viser Gud mig hans kærlighed for dem. Han elsker og finder værdi i alle mennesker – lige fra det mest fattige barn i slummen i Delhi, til præsten fra den højeste kaste (social status i samfundet), i Varanasi. Gud elsker ALLE mennesker, og vi burde gøre det samme. Det er virkeligt noget, som Gud har vist mig her i Indien, og som jeg vil tage med tilbage. Men tilbage til nuet... Tirsdag d. 23/1: Som sagt, så er vi kommet tilbage til Australien, hvor jeg lige nu ligger og nyder stilheden og roen. Vi har kun to uger tilbage af vores DTS, og i de uger skal vi evaluere vores outreach og tale om hvordan vi kan bruge det vi har lært, når vi kommer hjem. Derefter planlægger Aron og jeg at rejse lidt rundt i Australien og besøge nogle venner i Sydney, hvorefter vi tager tilbage til Danmark i starten af Marts, og starter et nyt kapitel i vores liv.  Tak fordi du/i vil læse dette blog-indlæg, og tak til jer som støtter os, både økonomisk og i bøn. Må Gud velsigne jer rigt tilbage! Og Godt nytår til jer alle sammen! Bønneemner:
Toget bumler hurtigt henover det Indiske landskab, mens jeg sidder og ser udover rismarker. Enkelte lerhytter dukker op her og der, og folk der passer geder og får kan også ses. Selvom det er vinter her i Indien, så mærkes det mere som dansk efterår. Lige nu befinder vi os i et tog på vej mod Varanasi. Vores tid i Himmalaya-bjergene er forbi, og den nød vi også i fulde drag. Intet kan beskrive de enorme majestætiske bjerge og den storslåede natur, som området består af. Men da billeder siger mere end ord, kan i her få nogle at se:     I vores uge i Himmalaya-bjergene hjalp vi til med engelsk-undervisning, var på bønnevandring og brugte tid med de lokale. Det er virkeligt fedt at se hvad Gud gør der i Komaoni-folket, som bor i området. Der er virkeligt en vækkelse i gang der, og i må meget gerne bede for den vækkelse som Gud er i gang med at starte der og den brand som er i deres hjerter, til fortsat at vokse.
En af de ting som jeg (Edith) lærte, var vigtigheden af bøn. De missionærer som er ude og tjene blandt dette folk har bedt i over 20 år for vækkelse blandt dette folk, og nu (efter 20 år) er Gud virkeligt i gang med at gøre noget, og flere og flere er begyndt at komme til tro. Det viser også hans trofasthed og godhed – han holder altid hvad han har lovet. En anden ting som jeg lærte i denne tid var også hvor stor Guds nåde er. De fleste fra vores hold har været syge i denne uge, men Gud har virkeligt været med os, og i denne sygdomstid oplevede vi også at kunne slappe af med Gud, efter en travl tid i Delhi. Vi er alle raske igen og klar til en ny tid i Varanasi. Her kommer vi primært til at række ud til backpackere, hippier og folk der søger en dybere mening med livet. Varanasi er en af verdens ældste byer, og er en by med meget åndeligt mørke. Det er hinduismens mest hellige by, og er et sted hvor folk valfarter til for at kunne ”dø i fred”. Derfor kommer vi nok også til at se mange begravelsesoptog, mange templer og mange hinduister på, hvad vi vil kalde; ”Pilgrimstur”. Men trods det åndelige mørke, så er vi på vej til Varanasi for at bringe lys og kærlighed fra Gud. Jeg glæder mig til denne tid, hvor vi også kommer til at fejre Arons fødselsdag, jul og nytår. Det bliver en tid med meget nyt og spændene, hvor Gud kommer til at bruge os på nye måder. I må meget gerne bede for os og vores tid i Varanasi (bedeemner finder i længere nede).  Tak fordi du/i vil læse dette blog-indlæg, og tak til alle jer som støtter os både i bøn og økonomisk. Vi håber i får en velsignet jul med Guds fred og nærvær!  Bønneemner:
Biler, cykler, mennesker og dyr prøver kaotisk at komme frem. Mange biler dytter vildt, mens vi forvirret prøver at krydse gaden. Vi befinder os i Indiens hovedstad, New Delhi, hvor vi har tilbragt de sidste to uger. Kulturchokket var ikke så stort for Aron og jeg, som også har prøvet dette kaos i Bangladesh, men det ramte mig alligevel, hvor anderledes det er her i Indien. Her kan man næsten ”køre hvor det passer en”, køerne går rundt på gaden og standser næsten trafikken og man bliver opmuntret til at dytte hele tiden, når man kører, for at signalere at man er der. Det giver mening at lydbilledet er fyldt af bilernes dytten hele tiden.   Som nogle af jer måske ved, så har New Delhi været hårdt ramt af smog, der har lagt over byen som et tykt tæppe. Det var blevet bedre da vi kom, men vi bliver alligevel opmuntret til at bruge masker – især på dage som er særligt slemme. Det har dog ikke hindret os i at gøre det vi kom for; nemlig, at elske mennesker her i Indien og at vise dem Guds kærlighed. Her i New Delhi arbejder vi sammen med nogle folk fra Indien, som arbejder meget med at vise Guds kærlighed til folk gennem gerninger. Vi bruger meget tid ude i slummene, hvor vi går på bønnevandring, hjælper med at dele mad ud til folk, underviser og leger med børnene og har bønne-fællesskaber med de kristne. Vi har også hjulpet med at male deres kirke og har delt ord og sunget lovsange sammen med dem. Vores primære opgave her er at vise Guds kærlighed til folk, og det bedste for mig er at se børnenes glade ansigter når de ser os og udbryder: ”Diddi, diddi!” (”søster, søster” på hindi), eller når et ægtepar viser deres taknemmelighed over at vi kommer og har fællesskab med dem.    Fællesskab er en meget vigtig ting for folk her i Indien. Lige fra starten, da vi mødte holdet her i New Delhi, fik vi at vide at vi først skulle have fællesskab med dem, og derefter kunne vi gå ud og lave det vi nu skulle lave den dag. Det er noget som jeg beundrer dem så meget for, og jeg føler det er noget som vi virkeligt kan lære noget af hjemme i Danmark. Jeg siger ikke, at vi ikke har fællesskaber i Danmark – men her i Indien virker fællesskabet bare meget mere betydningsfuldt og ægte. Folk værdsætter meget mere at have fællesskab med hinanden, end at skynde sig videre til det næste. Det viser også mig, at folk virkelig vil hinanden, hvilket er noget, som jeg beundrer dem meget for. Vores holds mål er; at dele Guds lys gennem kærlighed, i enhed og sandhed. Vi oplever at vi er her primært for at vise Guds kærlighed til folk i Indien og for at lade sandheden bryde igennem i Inden, gennem bøn for Indien. Vi oplever også at Gud har ledt os her til New Delhi først, for at opmuntre og hjælpe holdet her til fortsat at sprede Guds kærlighed. Men jeg vil ikke tage æren for arbejdet her – tværtimod. Det hold som er her fast i New Delhi gør et virkeligt stort arbejde, og det er så fedt at se deres hjerte for mennesker her, og hvordan de bare ønsker at kæmpe for dem og investere i dem. De forstår virkeligt at være lys i en mørk verden, og deres fællesskab er fyldt med Guds nærvær og tro. December måned er begyndt, men jul er der desværre ikke så meget af her i Indien. Det er lidt mærkeligt at have jul her i et land, som ikke engang fejrer det. Men vi har dog stadigvæk lidt julestemning; vi hører julesange, drikker varm kakao, og Aron og jeg får også lidt tid nu og da til at se lidt dansk julekalender, som får mit hjerte tilbage til ”Danmark mit fædreland”. Men jeg håber at i, som er hjemme i Danmark, har en god juletid, og at i ikke glemmer hinanden midt i julens travlhed. Min bøn er for jer alle, at i må opleve den sande julefred i denne tid, som kun Gud kan give, og at jeres hjerter må være fyldt med Guds kærlighed og nærvær.  Julestemning hjemme hos vores værter. Det var alt for denne gang. I næste uge tager vi nordpå – op til Himalaya-bjergene for at finde et nyt eventyr med Gud og med hinanden. Her skal vi bl.a. hjælpe med noget engelskundervisning og have fællesskab med folk i dette område. Jeg håber at i har nydt dette blog-indlæg og at i alle har det godt. Guds fred og velsignelse til jer alle! Ps. Vi var også forbi Taj-Mahal, som var ret storslået at se: Bønneemner:
Vores Outreach nærmer sig med hastige skridt, og mens jeg sidder og skriver dette, kan jeg mærke at det begynder at krille lidt i maven. Tiden går virkeligt hurtigt, når man er på DTS – nogle gange for hurtigt. Men så må vi bare nyde den tid vi har, mens vi stadigvæk kan det. De sidste par uger har vi været på roadtrip i Queensland og New South Wales. Vi startede vores tur i ”Lamington National Park”, som ligger på et bjerg. Her vandrede vi ud til et vandfald og fik slappet lidt af efter en travl uge på basen i Brisbane. Herunder kan i se billeder fra Lamington:          Efter Lamington National Park tog vi til Byron Bay, som er en surfer-by beliggende i staten: ”New South Wales”. Byron Bay er en rigtig Hippie-by, hvor mange backpackere og surfere kommer til for at søge mening med livet. Derfor var det en oplagt mulighed for os at fortælle om Jesus der. Det er også et sted med meget åndeligt mørke, og det kunne også mærkes da vi var der, da mange af os havde dårlige drømme og mærkelige oplevelser. Men trods mørket i denne verden, så er Gud større og hans lys skinner i os og igennem os! Vi brugte en del tid på stranden, hvor vi bl.a. delte snacks ud, spillede volley og fortalte om Jesus. De fleste var meget åbne og venlige, og jeg (Edith) fik også mulighed for at spille lidt lovsang på stranden. Vi havde også mulighed for at bade i havet en af dagene, og nogle var også ude at surfe. Denne uge havde vi både undervisning om evangelisation, og så var vi også ude at evangelisere, hvilket var meget fedt at praktisere efter at vi havde hørt om det. En af aftenerne var vi sammen med YWAM i Byron Bay, som hver uge har en aften hvor de deler gratis pandekager ud i en park i byen. Dette var et fantastisk godt arrangement, hvor der blev spist pandekager, snakket, hygget og spillet musik – alt sammen til ære for vores himmelske far. Generelt var denne uge virkeligt præget at generøsitet og Guds kærlighed, som vi fik lov til at sprede i Byron Bay. Vi havde også en ”familie-aften” med vores DTS, hvor vi fik god mad og delte vidnesbyrd om, hvad Gud havde gjort i os på DTS´en.          Efter Byron Bay tog vi til ”Mount Warning”, hvor vi havde mulighed for at svømme (i en pool), vandre og slappe af i den smukke natur. Her mødte vi også nogle Aboriginals, som viste os deres smukke billeder af Australien, og spillede på deres Didgeridoo for os. De fortalte os også, at ordet: ”Kangaroo” i virkeligheden betyder: ”Det ved jeg ikke” - fordi da Englænderne så kænguruerne og spurgte de indfødte hvad de hed, så kunne de ikke forstå dem og svarede: Kangaroo (Det ved jeg ikke). Og apropos kænguruer, så var der mange af dem i Girraween National Park, som var det næste sted vi tog hen.    I Girraween havde vi undervisning om åndeligt krigsførelse, hvilket gav god mening efter vores uge i Byron, hvor mange af os havde oplevet det åndelige mørke som lå over byen. Det var virkeligt spændene undervisning, hvor vi blev mindet om den autoritet vi har i Jesus, og det at vi ikke har noget at frygte, for Gud er med os. I løbet af ugen fik vi også mulighed for at vandre i bjerge, og det var så fantastisk at se den smukke udsigt. Det mindede mig også om, at selvom tingene kan se svære ud og virke op ad bakke, så ønsker Gud at tage os op til toppen af bjerget med ham og vise os hans perspektiv.    Vores tur sluttede og vi kørte hjem til basen i Brisbane. Men på turen hjem var der et af dækkene på bussen som sprang, så vi blev nødt til at vente i den varme Australske sol i tre timer, før vi kunne køre videre. Heldigvis var der en venlig dame, som boede lige der hvor vi havde stoppet, og som gav os lov til at sidde i skyggen på hendes veranda. Da hjulet var blevet skiftet kørte vi hjem til basen i Brisbane, hvor vores tur sluttede. I denne uge har vi haft Steve Aherne, som har undervist i emnet: ”Relationer.” Derudover er vi også i fuld gang med at forberede os til outreachen, som allerede starter om 7 dage! Siden sidst har det været meget udfordrende for mig (Edith) at stole på at Gud forsørger – især da outreachen kommer nærmere og nærmere. Det ledte ud i at jeg i onsdags brød sammen og overgav det hele til Gud igen. Vores DTS bad for os den morgen, og det var virkeligt fedt at opleve det stærke sammenhold der var, og hvordan folk stod sammen med os i bøn. Og inden dagen var omme havde Gud sørget for at alle pengene til outreachen var kommet ind – tak Jesus! Og det viste sig også, at Gud havde givet os mere end det vi havde brug for til selve rejsen, så vi også har råd til de ting der skal købes ind inden vi rejser. Gud er trofast og god, og når vi giver det hele til ham, så griber han ind! Mens vi ikke havde pengene endnu, så blev Gud ved og ved med at minde os om, at vi skulle have tillid til ham, og som vi også siger her i ywam: ”If God guides, He provides” (hvis Gud leder, så forsørger han også). Det har været udfordrende at stole 100% på Gud – især når man er vandt til at have alt hvad man har brug for hjemme i Danmark. Men det har også været med til at strække os og gøre os mere afhængige af Gud. Der var også en af vores talere, som sagde til os: ”Hvis et lille barn ikke bekymrer sig om, om dets forældre ville give dem det næste måltid, hvorfor bekymrer vi os så om, om Gud vil give os det vi har brug for?”. Gud er en god far, og han er trofast og holder ALTID hvad han har lovet! Alt hvad vi kan gøre er at have tillid til ham, og at lade ham lede os hvorhen han ville – for han ved altid hvad der er bedst for os, og han er god!  Tak fordi du/i ville læse dette blog-indlæg. Jeg håber at det berigede dig og var med til at vise dig, hvilken stor og trofast Gud vi har! Tusind tak til alle jer, som støtter os – både økonomisk og i bøn. Må Gud velsigne jer rigt tilbage!  Bønneemner:
Regnen drypper blidt på taget, mens jeg sidder indenfor med en varm kop the. Det er forår i Australien, og det kan mærkes! Dagene bliver længere, fuglene kvidrer lystigt om morgenen, og blomsterne spirer frem på træer og buske. Det er mærkeligt at det regner så meget her i Australien – det kunne godt forveksles med en regnfuld sommerdag i Danmark. Men det er nu også ret hyggeligt – især når tordenvejret kommer forbi, og vi sidder inde og betragter de store mægtige lyn, som buldrer og brager udenfor. Det minder mig også om Danmark, og giver mig en hjemlig følelse. Apropos Danmark, så er der faktisk 8 andre danskere her på basen. Derfor besluttede vi os for at holde en dansker-aften (for nogle uger siden), hvor vi spiste koldskål og frikadeller med brun sovs og kartofler, sang danske lovsange, bad for Danmark og snakkede dansk sammen. Det var en virkelig hyggelig aften, og vi håber på at kunne gøre det igen engang efter vores outreach – som nærmer sig med hastige skridt!  Det er vildt hvor hurtigt tiden går når man er på DTS (Discipel Trænings Skole), og hvor mange ting vi lærer om, på så kort tid! Siden sidst har vi haft undervisning om; Mission, bibelsk verdenssyn, Helligånden, At have ærefrygt for Gud, forbøn og At have Gud som Herre i sit liv. Det har virkeligt været nogle uger, fyldt med Guds nærvær og frihed – og vi har oplevet Gud på helt nye måder. Jeg oplevede bl.a. at blive fyldt med Guds glæde, da vi havde om Helligånden, hvilket fik mig til at grine i virkeligt lang tid. Jeg oplevede en ubeskrivelig stor frihed, og blev mødt af Guds nærvær og kærlighed. I de sidste mange uger, har Gud virkelig brudt igennem på vores hold med sin frihed. Folk har bl.a. oplevet at blive sat fri fra ting fra fortiden, fra fordømmelse og fra mismodighed, og Gud har også vist sin store kærlighed og trofasthed over os alle! Vores uge på Gold-Coast var fyldt med gennembrud i vores hjerter. Vi havde om Helligånden, og Gud talte virkeligt sandhed indover vores liv, og mødte os med sit nærvær. Om formiddagen havde vi undervisning, og om eftermiddagen var vi ude ved kysten og dele evangeliet med folk. Vi havde også en dag, hvor vi gav gratis grill-mad ud til de forbipasserende, og snakkede med dem. Der var bl.a. en ung fyr, som faktisk var fra Danmark, der tog imod budskabet om Jesus og fik en bibel med hjem. Vi var også ude at bade i havet en af dagene, hvilket var ret vildt, da bølgerne var meget voldsomme. Vi stødte heldigvis ikke på nogen hajer, men der var også mange livreddere til at se efter os.  Vi endte vores tur med at tage op til Mount Tamborine, hvor vi tilbragte weekenden hos et ældre kristent ægtepar. Det var meget afslappende, og deres hjem var fyldt med Guds fred. Vi tog også hen til en park og fodrede fugle, og endte ved en flod, hvor vi døbte 5 fra vores hold. Det var virkeligt et stærkt øjeblik og var et bevis på, at det gamle er forbi og noget nyt er blevet til. Om søndagen deltog vi i en gudstjeneste, hvor vi ledte lovsang og delte vidnesbyrd med menigheden. Vi sluttede weekenden af, hjemme hos det ældre ægtepar, som profeterede over os alle sammen. Det var et virkeligt stærkt øjeblik, og jeg vil aldrig glemme dette ægtepar, og deres store gæstfrihed og kærlighed til os alle sammen.    I morgen tager vi på en to-ugers-tur til Byron Bay og Girraween National Park. I Byron Bay skal vi have undervisning om evangelisation og derefter skal vi ud og praktisere det, ved at evangelisere for folk i Byron Bay. I Girraween skal vi have undervisning og ud at vandre i Guds smukke natur. Jeg glæder mig virkeligt til at se mere, af Australiens smukke natur, og jeg har hørt en lille fugl pippe om, at vi måske også kommer til at se kænguruer i denne park. Indtil nu har vi nemlig kun set døde kænguruer (der var blevet kørt over på motorvejen), så jeg glæder mig til at se dem i levende live :D. En lille opdatering om vores outreach… Vi skal som tidligere skrevet til Indien med dette skønne team:  Vi kalder os selv ”Team CurryRoo” (en blanding af ”Curry”, som er meget indisk, og ”Kangaroo”, som er australsk). I Indien skal vi tilbringe de første tre uger i New Delhi, og derefter tager vi til Uttarakhand i en uge, hvor vi bl.a. skal ud at vandre og bede for området. Efter Uttarakhand tager vi til Varanasi, hvor vi skal dele Guds kærlighed med folk i området. Varanasi er et område med meget åndeligt mørke, og er et af de mest helligste steder for hinduister – mange tager dertil for at få en mere hellig død. Der er også mange udlændinge, som kommer for at vandre og søge mening med livet. Vi kommer til at holde jul, nytår og Arons fødselsdag i Varanasi, så det bliver meget spændene! Vi flyver fra Brisbane d. 18. November og kommer tilbage igen d. 20. Januar.  Mange tak, fordi du/i tog jer tid til at læse dette blog-indlæg! Og tusind tak til alle jer som støtter os, både økonomisk og i bøn – må Gud velsigne jer rigt tilbage! Ps. Dette er vores skøre og fantastiske DTS-hold:  Bønneemner:
Lyden af den Australske fugl ”Kookaburra”s vilde grin når mine ører, og mine tanker bliver straks taget tilbage til den forrige uge, hvor vi besøgte verdens største sand-ø: Fraser Island! Planen var, at vi skulle have været der ugen før, men pga. en stor skovbrand på øen, blev vi nødt til at vente til ugen efter. Dette gjorde dog ikke så meget, da vi så havde endnu bedre tid til at forberede os til dette spændende eventyr. Jeg husker da vi endeligt nåede frem til Fraser Island (efter tre timers køretur og en lille sejltur over til øen), hvordan Guds smukke natur strakte sig ud foran os – og dette var kun lige starten på turen. Vi blev kørt med en taxi over sandet, hen til det sted hvor vi skulle vandre fra. Iiiihh hvor var det sjovt – ja, det kildede helt i maven, da vi kørte hen over de mange bump på stranden! Men det klare blå vand, som brusede op ved siden af os, afspejlede på samme tid Guds store skønhed og styrke. Vi ankom til et lille indhak i skoven (som lå ud til stranden), hvor vi blev sat af. Herfra begyndte vores vandretur sammen med hinanden og med Gud. Det var virkelig en fantastisk uge, fyldt med eventyr, skønhed og nærvær. Noget af det, som ramte mig mest, var Guds storhed og skønhed midt i naturen. En af dagene, kom vi til en stor sø kaldet: ”Lake McKenzie”. Om dagen var dette sted ligesom en paradis-ø, med dets klare blå vand og lækre hvide sandstrand. Men om natten åbnedes himlen over os, og vi fik lov til at se Guds smukke skaberværk i stjernerne. Midt i Guds storhed og skønhed, stod vi og sang; ”How Great is Our God”, og jeg blev fyldt med en stor ærefrygt. Hvor er det vildt, at sådan en stor Gud, kender mig, elsker mig og ønsker en relation med lille mig! Det er virkeligt fantastisk! Gud er god!      I løbet af ugen, blev vi også undervist i det, at høre Guds stemme, hvilket var virkeligt fantastisk at gøre midt i hans skaberværk. Noget af det, som stod ud for mig var det, at der er forskellige stemmer vi kan lytte til, men ved at lære Gud bedre at kende, og bruge tid med ham, så lærer vi også hans stemme at kende. Noget andet var også vigtigheden af at Gud er en Gud af relationer, men på samme tid er han også en stor og almægtig Gud. Det fik mig til at blive så taknemmelig for Gud og alt det han har givet mig – at jeg kan få lov til at være hans barn og at han elsker mig ubegrænset.       Alt i alt var det en virkelig god uge, hvor vi fik lov til at lære Gud og hinanden bedre at kende. Det var til tider hårdt at vandre med en tung back-pack på ryggen, men igennem det lærte vi også vigtigheden af fællesskabet og det at; ”bære hinandens byrder”. Det var også en uge, hvor vi fik lov til at opleve nogle af Guds dybder, og hvor vi fik lov til at se hans store kærlighed for os. Jeg husker selv en af dagene, hvor jeg så mig omkring i naturen og tænkte: ”Wooow! har Gud virkeligt skabt alt dette, bare for os?” – og svaret er; Ja, det har han, fordi han elsker os, og ønsker at vise os hvem han er. Spørgsmålet er bare: tør vi åbne øjnene og se det?     Hver uge her på DTS´en er med til at åbenbare nye sider af, hvem Gud er. Vi har blandt andet haft om Guds faderhjerte, hvor vi virkeligt oplevede hans faderkærlighed, og om mission og verdenssyn, hvor vi fik lov til at se Guds hjerte for mennesker i forskellige kulturer. Det er også fantastisk at få lov til at prise Gud, sammen med så mange forskellige nationaliteter, og det viser virkeligt også Guds hjerte for forskellighed og for nationerne. Og apropos nationerne... så har vi fundet ud af hvor vi skal på outreach! Vi skal nemlig til Indien med dette skønne team:  Vi skal være i Nord-Vestindien, tæt på Himmalaya-bjergene, hvor vi bl.a. skal hjælpe nogle kirker og organisationer med det arbejde, som de allerede er i gang med. Mere information om vores outreach kommer senere. Derudover tager vi til ”The Gold Coast” i morgen, hvor vi skal være i en kirke, og have undervisning + lave evangelisation i byen. Dette bliver en spændene uge for vores hold, som i meget gerne må bede for! Vi er meget taknemmelige for alt det, som Gud gør igennem os og vores DTS, og ser frem til at lære Gud, os selv og hinanden endnu bedre at kende. Til sidst vil jeg bare sige tusind tak til alle jer, som støtter os – både økonomisk og i bøn! Må Gud velsigne jer rigt igen for dette! – og tak fordi i ville læse dette blog-indlæg.  I må meget gerne bede for os og vores vandring sammen med hinanden og med Gud.
Bed også gerne for:
Solen varmer på min blege hud, mens en blid brise strejfer mine kinder. Man skulle tro at det var midt på sommeren her i landet, som ligger ”Down-under”, men det er det ikke – tværtimod. Dette ville være en perfekt sommerdag hjemme i Danmark, men her i Australien kalder de det for vinter. Mens sommeren hjemme i Danmark lige nu er ved at gå på hæld, så begynder foråret langsomt at komme her til Australien. Puha – det bliver spændende at se, hvor varmt det bliver til sommer hernede! Men nok om vejret, for det taler vi vist nok om i Danmark alligevel ;) Vi befinder os nu i ”Aussi-landet”, som de kalder det hernede (i Australien bruger de meget slang og forkortelser), i en by kaldet ”Brisbane” – som ligger i staten ”Queensland”: Her er vi i gang med at tage en DTS (Disciple Training School) i missionsorganisationen YWAM (Youth With A Mission). Vores DTS hedder ”Pathfinders” og den fokuserer særligt på, at man skal finde sin vej med Gud i livet - hvilket er det, som vi ønsker allermest for denne tid; at finde vores vej i livet med Gud og med hinanden. Da vi ankom til Brisbane, var det sent om aftenen og derfor helt mørkt. Jeg kan huske, at jeg klemte Arons arm, da vi kom ud af lufthavnen, hvorefter jeg begejstret udbrød: ”Vi er i Australien!”. Derefter dukkede der et kendt ansigt op for at hente os – en af de andre danskere på basen, som vi kender hjemmefra. Vi fik vores bagage og os selv pakket ind i bilen, hvorefter vi begyndte at køre mod vores nye hjem. Da vi ankom, blev vi vist rundt på YWAM-basen, hvorefter vi fik vores egen ”Honneymoon-suite” (som de kaldte det). Vi var så trætte og svedige at vi tog et bad og gik på hovedet i seng. Den næste dag fandt vi virkeligt ud af, hvor vi var endt henne:
På videoen og billederne overfor, kan i se vores nye hjem. Da vi ankom, var det så mørkt, at det var svært at se hvad vi var kommet til, men den næste dag fandt vi virkeligt ud af, hvor vi var – ca. 15.000 km. hjemmefra, i landet Australien. Dette blev også starten på vores nye eventyr med hinanden og med Gud. Da jeg kun kender Australien fra andres historier om ”Kænguruer”, ”Aboriginals” og ”the Outback”, så overraskede det mig, at Australien var meget ligesom derhjemme. Jeg havde forestillet mig et tørt land med farlige dyr og mere primitive måder at leve på, men i stedet fandt jeg palmer, floder, storbyer og en fantastisk natur. Den første uge blev jeg vist op til et punkt, ikke langt fra basen, med en fantastisk udsigt udover byen. Da vidste jeg, at dette ikke var Danmark, men Australien.   En anden ting som overraskede mig, er de mange anderledes fugle som er hernede. Nogle af dem lyder som aber, nogle har en lyd som et vækkeur (tro mig – det er virkeligt træls at blive vækket af dem!), og andre har en fin lille melodi, som de fløjter om og om igen. Men det er hverken fuglene, vejret eller den smukke natur, som fik os til at komme til Australien. Vi kom hertil, fordi vi ønsker at lære Gud bedre at kende, og finde ud af, hvad han vil med vores liv. Den første weekend tog vores DTS på en campingtur til et sted kaldet: ”Triple C”. Her vandrede vi ved en flod, som vi fik mulighed for at bade i. Men dette var også en tid, hvor vi fik mulighed for at dele vidnesbyrd og historier med hinanden. Det gik virkeligt op for mig, hvor mange mennesker der oplever at være nedbrudte og har sår fra fortiden. Men det var også en øjenåbner for, hvor meget Gud værdsætter fællesskabet. Det, at kunne få lov til at dele sine byrder med fællesskabet, var også for mange en start på en helt ny proces, som vil lede os til mere frihed og helbredelse.     I sidste uge havde vi vores første undervisning, om Guds karakter og natur. Dean Sherman, en af YWAM´s grundlæggere, underviste os. Ugen kom med mange nye åbenbaringer til os, om hvem Gud er, men det vigtigste, som jeg fik med fra denne uge, var vigtigheden i at kende Gud. Det gik virkeligt op for mig, at jo mere vi kender Gud, des mere vil vi også kende os selv. Vi er skabt i hans billede, og derfor er vi også skabt til at vise hvem han er. Den sidste uge har også vist mig vigtigheden af relationer, og hvis der er noget, som jeg kan give videre her, så er det at Gud er en Gud af relationer, og han er ikke bare en Gud som er langt væk i himmelen – han er en Gud som vil os, elsker os og som ønsker en relation med os. Det er virkeligt vildt, at sådan en stor Gud, ønsker at have en relation med os! Han venter bare på, at vi kommer til ham – han ønsker at vise os mere af hvem han er, og derigennem også at vise os hvem vi er i ham. Derfor kan jeg sige med stor glæde og forventning, at denne DTS bliver en ny start, hvor vi kan lære Gud mere og mere at kende, og derigennem også finde ud af, hvem vi er i ham og hvad han har kaldet os til.  Mange tak fordi i vil læse dette blog-indlæg!
I må meget gerne bede for os og vores vandring sammen med hinanden og med Gud. Bed også gerne for:
Bilen suser afsted, mens jeg langsomt indtager det danske landskab. Nedtællingen er begyndt, og snart forlader vi dette dejlige land, vores familier og alt det vi kender til, for at drage ud til det ukendte med Gud og med hinanden. Mens jeg sidder her i bilen, tænker jeg tilbage på dagen for en måned siden, hvor et nyt kapitel i mit liv begyndte - jeg blev gift med Aron.
Men lad os starte et andet sted… Det var en kold og stormfuld eftermiddag i Thy, hvor min veninde tog mig med ud til havet. Vi kørte ud til en lille by, kaldet ”Vorupøre”, hvor min veninde parkerede bilen og tog mig med ud på en lille gåtur ud ad molen. Det blæste så meget, at bølgerne brusede over molen, og vi fik våde sko – men det hindrede os ikke i at fortsætte den stormfulde tur ud langs molen. Til sidst kom vi ud for enden af molen, og pludselig fik jeg øje på ham: En ung, hollandsk mand stod for enden og ventede på min ankomst. Denne mand var Aron, og da jeg så ham, blev jeg så overvældet af begejstring, at jeg næsten ikke kunne sige noget. I stedet tog Aron ordet: ”Edith, du er min bedste ven! Vil du sammen med mig følge Guds vej” *Aron faldt på knæ ”Vil du gifte dig med mig?”. I endnu større begejstring lavede jeg mit ”glædes-hop” og svarede ”JA!”. Og så gik det løs med bryllupsplanlægningen. 
Jeg vil ikke trætte jer med lange detaljer om bordpynt, mad og budget, men i stedet vil jeg fortælle jer, hvor stor Gud har været, og hvor trofast han har været igennem det hele. Ser I – det var ham der satte tankerne i vores hjerter, og ham der lagde det hele til rette for os. Alt vi skulle gøre var at følge ham og hans vej. Derfor takker jeg Gud for hans trofasthed og godhed over os. Uden ham ville dette ikke have været muligt!
Da jeg for lidt over fem måneder siden sagde ja til Aron, så vidste jeg ikke hvad det ville indebære for mig de næste måneder. Men Gud har virkeligt vist mig, at INTET er umuligt for ham! Selv midt i 3g´s travlhed og eksaminernes pres, så var han der med sin fred. Gennem planlægning og flytning, så var han der med sit overskud og sin nåde. Gennem tilgivelse og forsoning, så var han der, med sin kærlighed og frihed. Han har altid været der, og han er der stadigvæk. Alt jeg kan sige er: ”Tusind tak far!”. Studenter blev vi – også midt i planlægning og flytning, og så kom den store dag, som vi så længe havde ventet på – vores bryllupsdag. Der er for mange ord til kun at kunne beskrive denne dag på et enkelt blog-indlæg – og da et billede siger mere end tusind ord, så kommer der her en film, som giver et indblik i denne særlige dag:
Jeg vil bare sige, at dagen overgik alle mine forventninger, og den var virkelig Guds gave til os. Den var fyldt med fest, dans, sang og glæde – og ikke mindst, så var den fyldt med Guds kærlighed og nærvær.
Det vildeste øjeblik, var da vi sagde ja til hinanden – for Gud og for mennesker. Dette ja var starten på vores nye eventyr sammen med Gud og med hinanden – og det er et ja for livet! Gud har virkelig vist sin trofasthed og godhed over os i denne tid - og mit håb er også, at folk omkring os må opleve hans godhed og kærlighed igennem os. Eventyret er kun lige begyndt, og den måned som vi har været gift i er gået så hurtigt! Nu kan jeg bare se frem til den næste tid, hvor vi sammen med Gud og hinanden er på vej mod nye eventyr – både i verden, men også i livet. |
RSS-feed